• Han droppede jobbet som topdiplomat – nu skal han lære danskerne at elske bankerne

    Источник: BDK Finans / 01 ноя 2024 07:07:13   America/Chicago

    Det var et chok, da han efter 25 år i udenrigstjenesten droppede det fineste job af dem alle sammen, stillingen som departementschef i Udenrigsministeriet. Det er et næsten lige så stort chok, at Lars Gert Lose efter mindre end tre år som kommunikationsdirektør og senest også partner i den grønne kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) får comeback som toplobbyist for finanssektoren i Finans Danmark. Lars Gert Lose skal fylde nogle temmelig store sko. Det var i juni, at hans forgænger, Ulrik Nødgaard, selv udløste en slags chok, da han fik jobbet som nationalbankdirektør efter Per Callesen. I næsten ti år havde Ulrik Nødgaard været et fagligt og politisk fyrtårn for bankerne og realkreditinstitutterne i de svære år, hvor tung, indviklet og vanskelig regulering efter finanskrisen skulle gennemføres. Det var godt set af bankerne i 2015 at udløse både chok og forargelse ved at hente Ulrik Nørgaard til Finans Danmark – Finansrådet hed det dengang – fra stillingen som direktør for Finanstilsynet, lige i slipstrømmen på finanskrisen. Forargelsen var helt naturlig, fordi Ulrik Nødgaard på et splitsekund rykkede fra den ene side af forhandlingsbordet til den anden. Det gjorde han så forresten igen, da han hoppede fra Finans Danmark til Nationalbanken. Vender tilbage til magten Der kan kun være én grund til, at Lars Gert Lose siger ja til jobbet som bankernes toplobbyist. Det er med sikkerhed ikke lønnen, for Finans Danmark kan slet ikke følge med CIP, når det gælder lønninger og bonusser. Nu er Lars Gert Lose ovenikøbet blevet partner i CIP, og så vil pengene med sikkerhed blive endnu større. Grunden kan alene være, at Lars Gert Lose savner at arbejde i og med magten direkte – frem for at være en slags sælger eller reklamemand. Han følger i hælene på andre i udenrigstjenesten, som har forvandlet ambassadørtitlen til topjob hos lobbyister. Tag Anne H. Steffensen i Danske Rederier med en fortid som London-ambassadør og den administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer, Merethe Juhl, som er tidligere ambassadør i Jordan og Libanon. Det var helt absurd, at Lars Gert Lose som en af Danmarks mest erfarne og betroede topdiplomater valgte at skifte til jobbet som kommunikationsdirektør – med et fint ord head of public affairs – i Danmarks måske grønneste kapitalforvalter. Berlingske har som de eneste skrevet et større portræt af CIP og guldfuglene fra energiselskabet DONG. Vi har virkelig heller ikke hørt meget til Lars Gert Lose, mens han har stået i spidsen for kommunikationen hos CIP. Men han slipper ikke for at kommunikere fra posten i Finans Danmark. Er man venlig, kan man sige, at Lose i 2022 sagde ja til at være en slags »udenrigsminister« i CIP og nej til at være chef for udenrigstjenesten for kongeriget. Min personlige opfattelse har altid været, at det var en elendig idé. I den nuværende sikkerhedspolitiske- og udenrigspolitiske situation var der brug for Lars Gert Lose i Udenrigsministeriet, med hans fortid som politisk direktør i Udenrigsministeriet, statsråd i Statsministeriet, Danmarks ambassadør i USA og til slut departementschef i Udenrigsministeriet. Måske var han træt af de dårlige sager om hans børns universitetsophold i USA eller konens konsulentjob i USA. Begge sager er dårlige begrundelser for at stoppe som departementschef. Derfor er det trods alt sympatisk, at Lars Gert Lose bytter jobbet som »udenrigsminister« i en kapitalforvalter, hvor han var andenviolin, til jobbet midt i magten som administrerende direktør for Finans Danmark. Ny formand skal have undervisning Men Lars Gert Lose bør være sine betydelige svagheder i det job, han går ind i, pinligt bevidst. Han er ikke økonom og har ingen indsigt i bank – og kreditvæsen, selvom han strengt taget har været ansat i en finansiel virksomhed i de seneste knap tre år. Men en kapitalforvalter er altså ikke en bank eller et realkreditinstitut. Han er formentlig den direktør for bankerne, som ved mindst om bankdrift siden tidligere finansminister Svend Jacobsen (S), som blev Finansrådets første direktør i 1990, hvor han blev hentet fra Danmarks Sparekasseforening. Den manglende finansielle indsigt hos Lars Gert Lose er en kolossal svaghed. 54-årige Lars Gert Lose bør lave en Marianne Jelved (R). Hun blev i øvrigt Danmarks længstsiddende økonomiminister – i daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) regering. Her lod hun sig ifølge rygterne undervise i økonomiske sammenhænge for at lære om sit område i tilstrækkelig grad. Den samme ydmyghed bør Lars Gert Lose vise i forhold til at forstå kompleksiteten i finanssektoren og dens regulering. Han skal finde nogle af underviserne uden for Finans Danmark; man fristes til at tænke på professor Jesper Rangvid fra Copenhagen Business School, CBS. Lars Gert Lose bør, hvis jeg skal give ham et råd, i starten underdrive sin egen indsigt og helst overpræstere på resultater. Der var aldrig mange kandidater til jobbet som Finans Danmarks direktør. Han var aldrig på min liste over favoritterne. Jeg pegede i stedet på direktøren for Finanstilsynet, Louise Mogensen, direktør for Forsikring & Pension Kent Damgaard og erhvervsminister Morten Bødskov (S) som nogle af de tunge bud. Én, jeg ikke nævnte, men som har været omtalt rygtevis, er OECDs vicegeneralsekretær, Ulrik Vestergaard Knudsen. Det er klart, hvad Finans Danmark får, når de vælger Lars Gert Lose. De får et menneske, som kan agere i magten, og som er vant til at færdes blandt ofte hårde og modstridende interesser i det politiske system, hvor tunge interesser skal forenes. Lars Gert Lose skal manøvrere mellem finanssektorens store egoer, som formanden for Finans og Nykredit-topchefen, Michael Rasmussen, Danske Bank-topchef Carsten Egeriis og Lars Stensgaard Mørch, den nye topchef i Jyske Bank, for slet ikke at tale om bankdirektørerne i de mindre banker. Internt i Finans Danmark står Lars Gert Lose også med en udfordring. Ane Arnth Jensen har passet butikken, mens man fandt Nødgaards afløser. Hun kommer fra realkreditten. Finans Danmark har mistet sit største faglige fyrtårn i Ulrik Nødgaard, og det er en bunden opgave for Lose at sætte et nyt hold i direktionen, med tung faglig styrke for at kompensere for hans egne svagheder. Mens Lars Gert Lose får undervisning i bank- og kreditvæsen og arbejder med at sætte sit hold, kan han begynde med at løse sin første opgave, som helt sikkert er lagt øverst i bunken, nemlig at forbedre finanssektorens og bankernes omdømme hos danskerne. Al den tunge regulering er på plads, og de negative renter, som også generede bankkunderne, er også fortid. Måske Lars Gert Lose er lige præcis det, bankerne og realkreditten mest har brug for, nemlig en ambassadør. Jeg håber personligt, at det også er en kontant ambassadør, som tør sige ministre som tidligere erhvervsminister Simon Kollerup (S) imod, når de lancerer usaglige angreb på bankerne. Man skal jo huske, at i den virkelige verden er det også ambassadører, der formelt afleverer krigserklæringer til fremmede magter. https://www.berlingske.dk/kommentar/han-droppede-jobbet-som-topdiplomat-nu-skal-han-laere-danskerne-at-elske
Опубликовать